Hvorfor får vi stress Hvordan opleves stress, typiske stresssymptomer Behandling Stress – biologi og fysiologi Udviklingspsykologi

Stress anskuet fra den fysiologiske vinkel   Her følger en fysiologisk forklaring på stresssymptomer, fordi mange mennesker, både den stressramte selv, hans/hendes familie, venner og arbejdsplads, ofte har lettere ved at forstå symptomerne på stress og har lettere ved at acceptere stress som en sygdom, hvis vi kan give en fysiologisk forklaring.   Fra en fysiologisk vinkel defineres stress som den tilstand kroppen befinder sig i, når den belastes. Stress er kroppens svar på både fysisk og psykisk belastning og det sætter os i stand til at yde ekstra fysisk og mentalt arbejde. En akut stressreaktion er hensigtsmæssig, når vi møder en faretruende situation og når vi skal reagere hurtigt, eller når vi udsættes for et pres, f.eks. i forbindelse med en eksamenssituation, hvor vi skal yde vores bedste. Men når belastningen har en tilstrækkelig styrke og når den er længerevarende, kan det være sygdomsfremkaldende.   Vores mentale tilstand påvirker vores nervesystem. En respons på stress er karakteriseret ved samtidig stimulation af den sympatiske del af det autonome nervesystem og af hypothalamus-hypofyse-binyrebark-aksen (HPA-aksen (Hypothalamic-Pituitary-Adrenal axis)). Binyrerne sidder oven på nyrerne og deres rolle er at styre kroppens tilpasning til stress af både fysisk og følelsesmæssig art. Binyrerne producerer stresshormonerne adrenalin og noradrenalin (i binyremarven) og kortisol (i binyre barken).   Det autonome nervesystem er et selvregulerende system, dvs. at det fungerer uden for viljens kontrol. Det er opdelt i det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Det parasympatiske nervesystem er aktivt, når vi slapper af, når vi spiser og når vi sover. Det sympatiske nervesystem gør kroppen parat til fysisk udfoldelse og er hensigtsmæssig i situationer, hvor vi trues og har brug for en ”fight or flight” reaktion.   Ved akut stress aktiveres det sympatiske nervesystem i løbet af få sekunder. Denne tilstand kaldes alarmfasen. Fra binyremarven frigøres noradrenalin og adrenalin, hvorved kroppen tilføres energi og gøres klar til kamp eller flugt.   De fysiologiske reaktioner på stresshormonerne får pupillerne til at udvide sig, øger vejrtrækningen og udvider bronkierne. De får hjertet til at slå hurtigere og blodtrykket til at stige. Blodkar til de indre organer sammentrækkes og mængden af blod til muskler øges. Svedafsondring øges, musklerne spændes og vi er klar til hurtig aktion. Hjerne og muskler sikres forsyning med energi ved nedbrydning af muskelprotein, ved at leverens produktion af glukose stimuleres og ved dannelsen frie fedtsyrer til blodet. Indholdet af røde blodlegemer i blodet øges og blodets koagulationsevne øges således at eventuelle blødninger fra sår hurtigt stoppes. Noradrenalin menes også at have en positiv effekt på humøret og at være involveret i indlæring. Kroppen er sat i alarmberedskab og klar til handling.   Når vi oplever en udfordring som lystbetonet, er det det sympatiske nervesystem, der er aktiveret og vi reagerer med opstemthed og spændthed. Har vi en oplevelse af, at vi møder vores udfordringer med følelser præget af ulyst og anspændthed hænger det sammen med produktionen af kortisol. Følelsen af ulyst og negative følelser øger HPA-aksens aktivitet og produktionen af kortisol. Forskellige situationer kan stimulere kortisolproduktionen. Det kan være stressbelastninger som f.eks. hård fysisk udfoldelse, infektion, smerte, for lav ilttilførsel, langvarig udsættelse for kulde, varme eller sult eller psykosociale begivenheder som f.eks. bekymringer, dårlige arbejdsforhold, problemer i parforhold og en følelse af afmagt. Kortisol frigiver energi, ligesom de andre stresshormoner, men kortisol påvirker også centralnervesystemet og kan give symptomer som irritabilitet, aggressivitet, koncentrations og hukommelsesbesvær, depressivitet og emotionelt labilitet.   Det er den langvarige stressbelastning og kortisolpåvirkning, som vi ikke kan tåle. Vi kan ikke tåle at være i konstant alarmberedskab – vi har ind i mellem behov for hvile. Der er meget som tyder på at længerevarende stress nedsætter aktiviteten i det sympatiske nervesystem mens aktiviteten i det parasympatiske øges. Når det parasympatiske overtager præges personen af opgivende adfærd og resignation. Langvarig stress forstyrrer også HPA-aksen. Både for høj og for lav kortisolkoncentration er skadelig. Høje koncentrationer af kortisol i blodet ses i visse former for depression og der er iagttaget lave kortisolkoncentrationer i blodet hos langvarigt stressbelastede personer (f.eks. krigsveteraner med PSTD). Der er også meget, der tyder på, at langvarig fysiologisk eller psykologisk stress svækker kortisolresponset. Det medfører at vi ikke længere kan tåle fysiologisk eller psykologisk stresspåvirkning og i yderste konsekvens kan det medføre binyretræthed. Ved at måle indholdet af kortisol i en spytprøve kan man konstatere evt. binyretræthedssyndrom. Der er heldigvis meget, man kan gøre for at få binyrerne til at fungere ordentligt igen, blandt andet ved hjælp af ændre sin kost og livsstil i det hele taget.   Stressbehandling handler, set ud fra en biokemisk vinkel, om at genoprette den neurobiologiske balance.   Læge Carsten Vagn-Hansen giver på sin hjemmeside råd til at få gang i trætte binyrer: Carsten Vagn-Hansens Hjemmeside   Du kan også læse Thomas Falkenbergs personlige beretning at gå ned med alvorlig stress: http://stresserogsaaenfysisksygdom.blogspot.com/2006_09_01_stresserogsaaenfysisksygdom_archive.html